Her er du: NellemannNyheder & events › Til lykke til Volvo 140 med de 50 år

Tillykke til Volvo 140 med de 50 år

15. august 2016

Den 17. august 1966 blev Volvo 144 præsenteret midt i en intens menneskejagt. Med denne nye modelserie blev Volvo en langt større bilproducent. På otte år producerede svenskerne hele 1.25 millioner biler. Dermed blev 140 den første Volvo-modelserie, der rundede millionen.

Den 17. august 1966 overværede næsten 400 journalister præsentationen af den nye Volvo 144. Det skete i etablissementet Lorensberg i centrum af Göteborg. Præsentationen foregik ved, at man hævede en skillevæg, bag hvilken der ventede tre forproduktionsenheder af den nye svensker. Der havde gået rygter om en ny Volvo-model i flere år, og det, motorpressen nu omsider fik at se, var en robust og moderne bil. Sideløbende med arrangementet i Göteborg blev den nye model også afsløret i København, Oslo og Helsinki.

De biler, der blev brugt til fremvisning for pressen i Göteborg, blev aftenen før - skjult i store trækasser - sat på plads af en kran. Det var meningen, at det skulle ske så diskret som muligt, men det viste sig at være vanskeligt, fordi en omfattende menneskejagt var i gang efter to politimordere. Der var udsendt  landsdækkende alarm, og da trækasserne blev løftet op til udstillingslokalerne, fik politiet et tip om, at de to flygtninge måske havde gemt sig blandt publikum i en tilstødende biograf, som man var nødt til at evakuere.

Tilbage i juni 1960 traf Volvo’s ledelse – med koncernchef Gunnar Engellau i spidsen – den endelige beslutning om grundlaget for den nye bil. P660, der var projektbetegnelsen, skulle være større end Amazon, men veje og koste det samme. Den nye modelserie skulle imødekomme skrappe sikkerhedskrav og have bekvem plads til fire eller fem personer. Yderligere skulle bilen have samme akselafstand som forgængerne, PV 544 og Amazon. I modsætning til da Amazon’en blev udviklet, planlagde man flere forskellige chassisudgaver fra starten.

Med 140-serien introducerede Volvo en måde at navngive bilerne må, hvor det første ciffer henviste til modelserien, det andet til antallet af cylindre og det tredje til antallet af døre.

Volvo tog hul på produktionen af 144 den 19. august 1966, altså to dage efter præsentationen. I 1967 blev den todørs 142 introduceret, og i 1968 startede produktionen af 145 stationcar. En nært forbundet model var 164, som blev introduceret i 1969. Den havde mange chassiskomponenter tilfælles med 140-serien, men akselafstanden var 10 cm længere, og også fronten var længere, så der blev plads til den sekscylindrede B30 rækkemotor. Endnu en chassisudgave blev introduceret i 1970. Det var den rummelige Volvo 145 Express, hvor taget var hævet fra B-stolpen og bagud for at give bedre plads til bagage.

Chefdesigner Jan Wilsgaard var ansvarlig for designet. Han var også manden bag Amazon’ens elegante linier, og selv om der var forskel på de to modeller, var der også punkter, hvor de lignede hinanden. Der var et ønske om, at designet af kølergrillen skulle minde om Amazon-grillen. Profilen, der gjorde dørene bredere under sideruderne, lignede også Amazon’ens, selv om denne detalje var endnu mere udtalt på 144. Som Amazon havde 142 og 144 lodrette baglygter.

140-serien passede godt til de tendenser, der var fremherskende i 1960’erne, hvor funktionaliteten var i centrum. Den var rummelig indvendig med store ruder. Designets rene og enkle linier var et udmærket eksempel på Skandinavisk design, som er mindst lige så populært i dag.

140-serien indeholdt flere vigtige fremskridt inden for både aktiv og passiv sikkerhed. Chassiset var meget  vridningsstabilt og var udstyret med deformationszoner og et beskyttende overrulningsbur. Bremsesystemet var avanceret med skivebremser både for og bag sammen med et to-kredssystem med dobbelte hydrauliske kredse foran. Det gav en trevejs inddeling af kredsene, så hvis én kreds svigtede, fungerede begge bremser foran og den ene bremse bagi stadigvæk. Yderligere var der reduktionsventiler, der låste hjulene under kraftig opbremsning, en løsning, Volvo var først til at tage i brug. Splitdelt ratstamme og instrumentbord med  kollisionsbeskyttet ramme var andre sikkerhedsdetaljer. Senere fik 140-serien også nakkestøtter, rulleseler og selealarm som standard.

Volvo 140-seriens design var konventionelt med motoren foran og træk på baghjulene. I starten var modellen udstyret med den gennemprøvede, firecylindrede, 1,8 liter B18 motor fra Amazon, der ydede 75 hk DIN – eller 96 hk DIN med dobbelt karburator. 1969 årgangen var udstyret med den 2 liters B20 motor, der ydede 82 hk respektive 100 hk DIN. Fra 1971 modellen var der også udgaver med elektronisk benzinindsprøjtning og en ydelse på 120 hk DIN.

Da produktionen af 142, 144 og 145 ophørte i sommeren 1974, havde 1.251.371 biler forladt samlebåndet. Modelserien blev den første Volvo, der rundede millionen, og den var med til at etablere svenskerne som international aktør. Arven fra 140 strækker sig imidlertid længere, nemlig til 1993, hvor efterfølgeren, Volvo 240, lånte fra 140-seriens chassis og blev Volvo’s mest solgte serieproducerede model med ca. 2,8 millioner biler i løbet af sine 19 års levetid.